Maiken Italien

Maiken
Italien

Maiken er ESC volontør i Italien på Centro Italiano Femminile (CIF) som tilbyder fritidsaktiviteter til børn og unge, lektiehjælp og uformel læring til alle aldre.

Projektet er koordineret af Associazione Joint gennem European Solidarity Corps programmet.

Maiken deler løbende sin oplevelse, og her har vi samlet et udpluk af hendes indlæg.

3. marts 2021

En første hilsen sydfra

Hej derhjemme, Nu er det onsdag. Jeg har været afsted i 4 dage, men det føles meget længere. Dette er første gang, jeg har haft lidt tid alene uden at været ved at falde om af træthed. 🙂 Der er sket rigtig meget, jeg har mødt men masse folk og set en masse nye steder. Det er spændende og udfordrende – især sprogbarrieren. Jeg må se at få lært italiensk!

Her kommer historien forsøgt kort fortalt:

1/3: REJSEDAG, Bagage på afveje: Fedt at rejse igen – det gjorde mig glad og i godt humør hele dagen. Vi fløj over Alperne. Wauw! I flyet mødte jeg en rigtig flink Italiener, Moritz, som talte tysk, fordi han kom fra NORDitalien. Da vi landede mistede vi nær hele vores bagage, ham og jeg, fordi han ville byde mig på min første kop italiensk kaffe. Vældig flinkt. Da vi kom tilbage til bussen 5 min før afgangstidspunktet, var den væk med vores bagage, og heldigvis havde jeg Moritz, der på italiensk fik forklaret busselskabet, at de skulle aflevere bagagen i Milano. Der ventede Isabella (fra min modtagerorganisation, Jiont) mig, og det lykkedes hende at finde de rigtige tasker.

Så jeg har nu lært lektien: Tid er relativt i Italien. Og man skal aldrig gå fra sin bagage (hvilket jeg jo godt ved… :))

Resten af rejsen gik med tog fra Milano til Pisa med et skift i Firenze. Flot togtur gennem landskabet. Det skønneste er bjergene og det klare, solrige vejr. I Pisa blev jeg hentet af mine roomies, Ary (Honduras) og Lucas (Frankrig), som tog vældig godt imod mig. Vi fik Pizza – For my arrival 🙂

2/3: FØRSTE ARBEJDSDAG, Intet arbejde: Mit skema er indrettet for B-mennesker. Vi har 2 opgaver:

1) Kl. 12:40-13:10: Vi går til den lokale skole, som ligger 7 minutter væk til fods. Der skal vi følge børnene fra døren til bussen = 20 m. Meningen er, at de skal stoppes inden de løber over vejen. Men ikke engang Lucas og Ary, som har gjort det en måned lykkes med opgaven. Jeg tror ikke, børnene ved, at vi er der for at hjælpe dem. Det lykkes mig at få én Pige til at se sig for inden hun gik over gaden. Og det var mere end Ary lykkes med. Herefter gik vi hjem og spiste varm frokost. Lækkert.

2) Kl. 14:30-19: CIF (fritidsordningen) har åbent. I går var der dog ingen børn. Alligevel møder alle frivillige (9 personer!) på arbejde. Meget italiensk. Transporten dertil er kort, for vi bor i samme bygning på første sal.

I stedet for at hænge rundt og gøre ingenting (som de ellers plejer 😕 ) Gik Ary, Lucas og jeg en tur over bjerget til det rigtige Vicopisano. Det var en skøn tur – flot vejr, flot, gammel by, flot natur og søde folk på vejen. Da vi kom tilbage til CIF, havde de andre sørget for snacks og kage for at byde mig velkommen. Pænt af dem. Det var hyggeligt nok, selvom jeg ikke fattede en hat af hvad der blev talt om. Om aftenen havde Ary, Lucas og et par andre fra CIF arrangeret en velkomstfest for mig, som samtidigt skulle fungere som afskedsfest for Lucas, som må hjem til Frankrig for at få rodbehandling på 4 tænder (øv!). De blev lidt skuffede over at høre, at jeg ikke kunne drikke deres vin eller limoncello grundet Mononucleosen, men det blev en god aften på trods.

3/3: EN STILLE DAG: Jeg har for en gangs skyld sovet ud. Ary havde næsten gjort hele hytten ren og de andre var smuttet da jeg stod op. Fedt at have en roomie, der kan lide at her ser ordentligt ud. Lucas er nu på vej hjem i sin lille bil og vi tager på arbejde om 20 minutter. I dag vil jeg gøre en indsats for at begynde at lære italiensk. Jeg har endnu ikke modtaget onlinekurset, så jeg er lidt på bar bund. Men jeg har fundet en lærebog for nybegyndere, så den vil jeg give mig i kast med. Sproget er meget lettere for Ary at lære, fordi han blot kan blande spansk og portugisisk og løfte armene i noget der ligner italiensk gestikulation, og så forstår alle, hvad han siger. Jeg kan ikke rigtig nogen ord, fordi dansk er så langt væk fra de romanske sprog. Men jaja – det går nok. 🙂

Hvis du kan holde ud at læse mere:

Corona: Selvom alle bærer mundbind hele tiden – også udenfor (det er forfærdeligt), er italienerne generelt inklusiv de andre fra CIF virkelig dårlige til at holde afstand. Det er ikke så godt, for coronatilfældene er ved at tage til i området pga. den nye mutation. Der har vist været 3-4 smittede på skolen, hvilket er grunden til at CIF ikke havde nogen børn i går. Så jeg gør mig umage med at forsøge at holde afstand og vaske hænder hele tiden, og så håber jeg, foråret og det gode vejr kommer før udbrud af coronavirus.

Marked: Jeg kiggede desuden forbi markedet, som holder til i vores gade om tirsdagen. Her købte jeg nogle store, lækre pærer og appelsiner og fik 3 søde, sprøde gulerødder foræret. Det gik smadder godt med at kommunikere, for jeg har lært nogle af grøntsagerne/frugterne udenad i den eneste bog jeg har med; En tematisk ordbog med billeder, haha.

Cykelreperation: Der står en skrotcykel i entreen, som jeg vil forsøge at fikse. Umiddelbart ser det ud til at den kan køre, når begge hjul er lappet og kæden smurt. Men det er jo intet problem. Skal bare liiiiige finde noget værktøj.

Jeg savner jer og håber, I har det godt!

Knus fra Maiken ❤

4. april 2021

PÅSKESØNDAGSHILSEN 🐣🌸🌞😎
Fredag var der dårlig stemning i mit post. I dag er jeg ovenpå. Det er jo lige efter bogen. Ugen har været super – andet er vist umuligt ved 23-24 grader og sol. Mandag lavede jeg et grinern, italiensk sprogligt fuckup. Påskedagene har jeg nydt med Ary og Sonia herhjemme. Rød zone har jeg ikke mærket så meget til.

SOMMER OG SOLCREME
Denne uge har givet os et sneakpeak på sommeren. En mild en af slagsen. De andre fortæller mig, at der bliver 30-40 grader til sommer. Men denne uge har været perfekt; blå himmel, god energi, den første sommerteint og masser af glæde. Jeg har købt mere solcreme og nydt 24 grader på terrassen, ved floden, på bjerget og på cyklen. Solen har en helt vild tiltrækningskraft på mig – jeg har ikke lyst til at spilde et eneste minut i skyggen eller indenfor. Jeg værdsætter den nok, fordi der er længere mellem de lune solskinsdage derhjemme. Ary har ikke så travlt med at komme ud i solen til gengæld. Han er vandt til sol og varme, og synes faktisk stadig sommetider, her er lidt småkoldt. Så trækker han i sin vinterdunjakke og sætter sig til rette i sit spot: Lænestolen ved radiatoren, hehe.

SPROGKATASTROFE
Mandag besøgt jeg chefen for CIF, Enrica. Jeg skulle aflevere en cykel, som jeg havde kørt til cykelhandleren for hende. Hun bød mig på kaffe, og jeg havde hjemmebagte, danske småkager med. Det var smadderhyggeligt og ret udfordrende, fordi hele samtalen foregik på italiensk (2 timer). Vi snakkede om alt muligt, og hun nævnte mange gode muligheder, der bliver reelle, når corona stilner lidt af. Hun vil gerne finansiere planter, så jeg kan gøre terrassen grøn (og CIF måske…), hun har givet mig en cykel, og så gav hun mig faktisk sin afdøde mands guitar, som hun var øm over. Sikke en tillidserklæring. Men fedt med musikinstrumenter. Guitaren har jeg nu herhjemme. Den har kun 5 rustne strenge, og jeg måtte tørre et tykt lag klistret cigaretsmovs af den, så den grimme tobakslugt forsvandt (ja, hun ryger meget. Rigtig meget).
Hun tilbød mig også sit gamle, gamle keyboard, som vi satte strøm til – og det virkede faktisk. OG HER KOMMER MIN SPROGLIGE FORSEELSE SÅ: Jeg var imponeret over, at der faktisk kom lyd ud, fordi det så så gammelt ud. Så jeg ville lige spørge, hvor gammelt det var. Jeg sagde: ”Quanti anni hai”? Og hun svarede: ”60 år”, hvortil min reaktion var: ”Wauw! Sikke mange år” Hold da helt op – det er længe!”. Da jeg kom hjem fra mit meget vellykkede besøg hos Enrica, fortalte jeg Ary om, hvordan det var gået, og at vi blandt andet havde spillet på hendes skingre, 60 år gamle keyboard. (Han var også overrasket over, at det var så gammelt). Vi forsøgte at gætte Enricas alder og kom frem til, at hun nok var 70 eller deromkring. Om aftenen inden jeg faldt i søvn gik det endelig op for mig, at jeg havde begået en piiiinlig, pinlig fejl: ”Hai” betyder ”har DU”, altså havde jeg spurgt hende, hvor gammel HUN var – og hun havde svaret mig meget ærligt. Aaaargh. 1) Aldrig spørg en kvinde om hendes alder og 2) tænk engang, at jeg wowede hendes alder. Det er så krise. Jeg må undskylde ved næstkommende lejlighed…

TANKERE FIK 10 KMs FRIT LØB
Jeg har haft lyst til at løbe en lang tur, der giver hovedet lidt pause til at køre i tomgang. Når jeg løber, kobler jeg bare af og giver tankerne frit løb. Så det gjorde jeg fredag morgen. Jeg løb langs floden og tilbage ad grusvejen, der går forbi Vicopisano i 25 grader og solskin. Løbeterrænet er helt perfekt og alsidigt her. Vil man bare spæne derudad som en anden gazelle, kan man gøre, som jeg gjorde i fredags. Bliver man ved floden og omkring småbyerne og markerne, undgår man nemlig alle former for stigninger. Vil man derimod gerne udfordres på højdemeterne, skal man blot tage et sving i nordgående retning, og så skal jeg lige love for, at bjerget hurtigt kan tage pusten fra én.

SURDEJ
I begyndelsen af ugen bagte jeg mit første surdejsbrød efter Alfreds superopskrift og gode vejledning. Et lækkert, lyst brød med sprød skorpe og sej, luftig midte. Torsdag morgen bankede jeg på hos mine fellow danskere, der som altid bød mig ind til en snak, lidt leg og denne gang; brødbagning. I morgen gentager jeg successen, men denne gang medbringer jeg to deje – et brød til mig og et i betaling for brug af ovnen. Udover brødet er det blevet til fodring i stor stil, omplantning af surdejskultur til nyt glas og Pandekager lørdag formiddag. Lækkert.

UGENS NYE VENDING:
Prendere piede = Få ben at gå på (direkte: tage fødder…) Quindi; il lievito acido ha prendere piede durante questa settimana. Cirka.

PÅSKEFERIE
Vi har 3 dages fri i påsken; lørdag, søndag og mandag. Sonia er flyttet ind hos os i denne lille ferie – så hyggeligt! Vi har lavet workout og mad, slappet af i solen og hygget med film og en million popcorn.Jeg har hørt alle mulige farverige beskrivelser af italienernes påskefejring. På grund af covid, har denne dog desværre været droslet betydeligt ned i år. I morges tog jeg i kirke for i det mindste at få den oplevelse med. Gudstjenesten varede nøjagtigt 1 time. Kirken var relativt fyldt (hovedsageligt gamle mennesker). Præsten sang rigtig godt. Menigheden sang med (med mundbind, uden orgelakkompagnement, what?). Der var nadver og en hel masse læsninger, hvori de så vidt jeg forstod sagde cirka det samme som i Grundfør; Noget med Jesu’ opstandelse, lys og gloria, halleluja og sådan. Tjenesten bar selvfølgelig præg af den katolske gudstjenestes traditioner, så jeg kom af med et par mønter, sad på knæfald, fik sjasket et par velduftende dråber lavendelvand på mig af præsten og folk tændte fyrfadslys. Desuden havde mange kirkegængere påskeæg med i en lille stofpose med bånd eller i en flettet kurv. Dem tog de så med hjem igen uden at have gjort videre med dem. Forklaringer modtages med kyshånd.

Sonia siger, at italienerne spiser et ordentligt påskemåltid, ligesom vi gør derhjemme. Her fik vi hjemmelavede orecchiette-pastaer med tomat-sugo, frisk, grøn salat og wannabekoldskål til dessert. Jeg gjorde mit bedste for at efterligne ægte koldskål med kammerjunkere af italienske mælkeprodukter og kaffe-kiks. I solskinnet på tagterrassen smagte det hele mægtigt, og resten af dagen har vi dovnet, sludret og haft besøg af Elena, der kom forbi efter sin familiefrokost.

Jeg håber, I har haft nogle dejlige påskeferier!
Krammo 🧡

24. maj 2021

BILFERIE, BYLIV, BOLOGNA, BRØDRE, KATEDRALER, PORTICI og TORTELLINI 🚗🍝

Lørdag morgen drog Liam, Ary og jeg afsted på opholdes første ægte eventyr. Med kurs mod Bologna for at besøge byen og Arys lillebror, Alejandro, gik turen over bjergene i en lille, lejet knaldrød Toyota Aygo. Tre timers scenic route, god musik og hygge i bilen. Når man er vandt til cyklen som det (nærmest) eneste og bedste transportmiddel, giver selv en tur i en Toyota Aygo en dejlig, fri følelse. At kunne bevæge sig rundt som man vil, hvor man vil har jeg måske taget lidt forgivet derhjemme.

Lidt over middag ankom vi til en by, der summede af liv. I Bologna ligger vestens ældste universitet, som ligeledes er et af landets vigtigste og bedste. Dermed huser byen også en masse studerende. Gaderne var fyldt med italienere og udenlandske studerende, der drak kaffe, fik aperitivo eller spiste i gaderne dagen lang, hang ud på pladserne og besøgte markederne. Grundet det vældig skønne, lune vejr, blev folk ude til “il coprifuoco”, udgangsforbuddet, trådte i kraft, og der var studenterfest med mundbind på Piazza Verde. Vi holdt os lidt på afstand for en sikkerhedsskyld, og fik således det hele gode humør med.

Der befandt sig en bred, farverig skare af typer og påklædninger. Alle fra hipsters til queer, nonner, forretningsfolk, det grå guld, spejdere, teenagere og glade studenter, der lørdag afsluttede kandidatstudiet blandede sig i en farverig flok indenfor murene af den lille storby. Det synes jeg godt om. Stemningen var sommerlig og i gaderne gik snakken højlydt. En særlig god ting ved Bologna er det bilfri bycenter, der således kun støjer af stemmer og byvandring til fods.

Det var en stor forandring pludselig at være omgivet af så mange mennesker. Jeg følte mig meget mindre end i San Giovanni, men fyldt med energien fra alle disse andre mennesker, der lever deres unge liv i Sydeuropa helt anderledes end hvad jeg har været vandt til.

Alejandro er lige så gammel som mig. Han har boet i Bologna i cirka 2 år med undtagelse af en lille coronapause. Han studerer økonomi og financielle studier og har en international omgangskreds af venner fra Peru, Venezuela og Frankrig for at give nogle eksempler. Der blev talt alle mulige sprog, og han fortalte godt om at studere i Bologna, men ærligt talt tror jeg, vejret er for godt til at jeg ville kunne koncentrere mig, hehe.

Sammen med studiekammeraten Sara viste han os rundt og guidede os til de rigtige restauranter og udsigtspunkter. Vi besøgte 3 kæmpestore katedraler og en 7-i-1-kirke, der lignede et gammelt kloster i centrum. Det var tydeligt at mærke, at italienerne historisk set har haft enorm rigdom i kirken. Desuden var vi forbi nogle grønne parker, hvor indbyggerne drak kaffe og løb ture på en solrig søndag. Ej at forglemme kendetegnes byen ved de mange ”portici”; overdækket fortov med søjler ud til den brostensbelagte gade. Et vældig charmerende og praktisk element i byen, der byder de mange fodgængere skygge om sommeren og ly for regnen om vinteren.

Byen er kendt for sine tortellini, så dem fik vi også prøvet på et vældig fint, italiensk sted.

Nu er vi ladt op af byliv og kan tilfredse begynde en ny uge i CIF.

Kram fra de 3 musketerer i Vico

23. juni 2021

HOLD PÅ HAT OG BRILLER – HER KOMMER EN LYNGENNEMGANG AF 2 FANTAKTISKE UGER 🇮🇹

Tiden er fløjet hurtigere end nogensinde før. Jeg har haft det skønt, og har ikke følt for at investere en masse tid i at berette. I de timer, hvor jeg har haft tid til at sidde stille, har jeg prioriteret enten at spise eller sove. Resten af tiden har budt på ISDAG, ROOMIETØSERI, NYT ARBEJDE og ikke mindst ALEX!

MIN NYE ROOMIE; IRATXE 🦝

Iratxe er en gylden veninde at have fået hertil projektet. Vi bor på værelse sammen og er allerede på rigtig god fod med hinanden. Hun er åben, glad, sød og sjov, kreativ, aktiv og spansk. Hun kommer fra den sydlige by Ciudad Quesada, er 23 år gammel og har næsten færdiggjort et internationalt jurastudie. Værelset er blevet mere fyldt, livligt og personligt, og det er godt at have fået endnu en pige her a casa. Vi griner af, hvor meget vi ligner hinanden (blandt andet har vi begge musikerkærester ved navn Alex) og deler gode oplevelser, måltider og arbejdet i CIF. Altså; vi har det skønt, og dette nye venskab skal nok føre en masse gode oplevelser med sig!

BESØG AF ANITA – ATTER GOD MAD OG SÆRLIGT SELSKAB 🍝

Anita, vores koordinator akkompagnerede Iratxe ved hendes ankomst og blev så hos os et par dage. Vi satte Iratxe ind i systemerne i CIF og viste hende omkring i vores skønne område. Desuden var forberedelserne til Campi Estivi i højsædet. Vores weekendplaner i Venedig blev inddraget til fordel for at forberede lokalerne 2 dage inden åbning… Det var vi ikke tilfredse med, men vi finder nok til Venedig en anden god dag.

Når Anita er på besøg, er der rum for roomie-, CIF- og voluntør og kultur-snakke, som altid sætter tingene lidt i perspektiv. Det er en af de spændende aspekter ved denne lærerige udlandsarbejdsoplevelse. Disse samtaler foregår desuden ofte over et godt måltid mad. Denne gang begav vi os til en hyggelig, traditionel restaurant, hvor pastaretterne er uovertrufne og stemningen god. Ved nabobordet sad et par, som senere skulle vise sig at være byens borgmester, Matteo Ferrucci, og fruen. De overhørte at vi kom fra CIF, hilste på, spurgte om vi kunne give deres søn privatlektioner i spansk, engelsk og fransk. Til sidst gav han os sit telefonnummer – hvis vi får brug for noget… og betalte vores drikkevarer. Fornemt!

Campi Estivi 🌞

Forberedelserne til Campi Estivi var lettere ”stressante”. Alt blev gjort i sidste øjeblik, og alle var pressede pga coronarestriktioner, ændringer af hverdagens rutiner og titusind ting der skulle nås og løses. Jeg snublede desuden over CIFs organisering og ledelsestil. Der var nogle ærgerlige misforståelser og personlige læringsmuligheder. At befinde sig i en italiensk organisation medfører andre forventninger og metoder end jeg kender til hjemmefra. Dette kulturmøde har skabt knas og været svært, for jeg vil bare gøre mit bedste og have et meningsfyldt arbejde. Det svære er, at mit engagement og initiativ er blevet tolket helt forkert. Desuden er vi er for få til helt at kunne udfylde et optimalt skema, og lidt flere indfødte italiensktalende medarbejdere ville heller ikke have gjort nogen skade at have i campien. Men vi vokser med opgaven og finder en løsning, og når alt kommer til alt, kan vi jo egentlig efterhånden også italiensk.

Campi estivi er ligesom en dansk sommerSFO. Til forskel fra sommerSFOen derhjemme, går alle børnene her i campi solari. I løbet af den 3 mdr lange sommerferie, er der altså børnepasning med lege, strandture, venner og laboratorier. Sidstnævnte er læringsrelaterede aktiviteter som minisprogkurser, yogatimer, geografi for sjov, kreaværksted eller andet, vi kan finde på. (Gode ideer modtages gerne. Børnene er mellem 6 og 12). Desuden har de sommerlektierne (3 arbejdsbøger!), der skal fikses for ikke at komme til at glemme alt, hvad de har lært resten af året. Her kommer jeg til at tænke på den sang, hele Rønbækskolen skrålede sidste dag inden ferien: ”Alt hvad vi har lært, ja det der var så svært, vil vi glemme, for hovedet skal have ro! FERIE, FEIRE, FERIE slap nu af, du har fri, og syng en glad melodi…”, som giver udtryk for en lidt anden tilgang og forventning til skolearbejde og disciplin. 🙃

Jeg kan godt lide at afholde campi estivi. Der er meget mere at lave, børnene er glade og arbejdstimerne er ændret, så vi arbejder om morgenen i stedet og har eftermiddagene fri. Disse er blevet brugt på at cykle til Pisa for at vise Iratxe rundt eller spise gode frokoster i ro og mag på terrassen efterfulgt at en kop kaffe og siesta. Desuden er der så til tid at ses med vennerne fra Pontedera; drikke en øl, løbe en tur, holde engelskkursus eller noget helt fjerde.

POOL I PONTEDERA – første bytur 🍻

Efter en lidt stram dag med alt for meget miskommunikation og dårlig stemning op til campi estivi, tog mine venner mig eksempelvis ud for at have det sjovt og komme lidt væk fra CIF. De var spændte på at møde Iratxe, så hende tog jeg med, og så var det ellers bare om at komme efter at have lukket CIF. Vi drak en øl på en bar i Pontedera, spillede pool og sludrede, og det var mægtig befriende. De mange eftermiddage ved billardbordet i Gnisten i Hinnerup gav pote, da jeg blev tilbudt at tage nogle skud for Alex. FEDT! Udgangsforbuddet er lempet til kl. 00, og vejret er herlig lunt selv om aftenen.

FODBOLDFEST MED PIZZA OG ØL PÅ DEN LOKALE 🍕

Begyndelsen på EM for Italien oplevede vi Ary, Liam, Sonia, Itraxe og jeg, live fra den lokale ’Circolo Arci’. Jeg var der for første gang, mens Ary kender stedet og stamkunderne. Det var festligt, og stemningen var god eftersom Italien slog Tyrkiet 3-0. Der var pizza og øl, bordebænkesæt og mingling. I år følger vi med i Italiens deltagelse i EM i år. Om DK hører jeg løbende beretninger hjemmefra. Dramatisk!

GIRO DEL GELATO 🚲

Siden jeg ankom, har jeg haft en ide om denne tur i tankerne. Her vrimler det med iskiosker, som skulle afprøves for eller siden. Søndag 13/6 inviterede jeg derfor på gelatotour i området. Vi var en gruppe på 10-12 stykker, og jeg var stolt over, at jeg fik alle til at hoppe cyklen! (Normalt foretrækkes den mere afslappede løsning i bil blandt vennerne – selv på korte distancer). Det blev en herlig dag med en masse is, sol og motion. Lige noget for mig.

89 timers TURBOBESØG AF ALEX – DRØMTE JEG? 👫

Endelig kom tiden, hvor Alex fik mulighed for at kigge forbi. Det var fantastisk underligt og dejligt at se noget hjemmefra ’in persona’ – og så Alex. Mere kan man ikke bede om.

Jeg havde planlagt et alsidigt, stramt program for at vise alt så meget som muligt at mit skønne liv her sydpå. Programmet lød som følger:

Dag 1: Alex ankom i samme fly som ’danskernes’ bedsteforældre. Flyet blev desuden fløjet af Lars, som derefter fragtede dem alle til San Giovanni. Utrolig belejligt og hjælpsomt for os. I denne anledning lærte Alex ligeledes min søde bonusfamilie at kende. Eftermiddagen blev brugt på at prøve at fatte, at vi sås i virkeligheden, mens vi forberedte en dansk festmiddag for mange af mine venner. Om aftenen var der altså hjemmelavede stjerneskud HELT fra bunden med ALT hvad der hørte til og risalamande til dessert. Kokkeriet gik fremragende og gæsterne spiste op. Det var en dejlig aften!

Dag 2: God land vandring til Verrucca på toppen af Montepisano om formiddagen. Her var en gloende hede og en floot udsigt. Lækkert at have et bjerg i baghaven. Da vi kom tilbage, lavede vi en god gang pasta med mine roomies, og svang derefter på cyklerne til Pisa for at se byen og spise en is. De skæve tårn – tjek. På hjemvejen stoppede vi ved et travlt og mægtig godt pizzaria ved 10-tiden. Med lidt charme og italiensk fingerfærdighed fik vi et bord til to og nød en lun, italiensk aften i hinandens selvskab. Cykelturen hjem virkede ikke lang, selvom vores ben var godt brugt.

Dag 3: Takeoff til Firenze. Vi tog toget til Firenze – MEGA FLOT BY!, der er fyldt med imponerende renæssancekirker og -parker, smalle gade og mennesker. Vi færdedes til fods og havde en dejlig dag, som vi afsluttede med toskansk rødvin, kirsebær og solnedgangen over byen fra Michelangeloterrassen. Det var lykken.

Dag 4: Vi besøgte et antikmarked, pruttede om priser og spiste pasta til frokost. Ved eftermiddagstid, da vi følte, at vi havde fået et godt og helstøbt indtryk af byens atmosfære og varemærker, tog vi toget tilbage til Vicopisano. Her gjorde vi de sidste forberedelser til hjemrejsen og vendte så atter snuderne ud af huset to på en cykel. Sidste aften bød på aperitivo, ildfluer, is og rigtig tiltrængt hygge. Et godt punktum på et alt for kort men mægtig godt gensyn.

Vi fik ikke sovet så meget for kl. 4 stod vi op for at tage til lufthavnen. ’Danskerne’ havde reddet os ved at stille deres bil til rådighed. (Første gang bag rettet i Italien – nice). Og så var det forbi.

Søndag var vi begge dødsens trætte og lidt i krise over ikke længere at være sammen. Det føltes som at vågne fra en lykkelig drøm, da det gik op for mig, at Alex havde været forbi og allerede var ’andato via’. Men farmor opmuntrede mig med et lille søndagsbrev hvori hun skrev, at alle gensynsglæder forudsætter afskedssorger, og det har hun jo i og for sig ret i. Vi ses igen, og vi ved at vi begge har det godt indtil da. Og det er det vigtigste.

UGE 2 MED CAMPI

Ugen er begyndt og der har været masser at se til. Formiddagene blev brugt i campien og eftermiddagene på at planlægge et infoevent omkring dette skønne EU-program og mulighed for at udvide sin horisont ved at arbejde frivilligt et sted og få oplevelser, venner og sprog og meget mere igen. Dagen i dag har jeg tilbragt på stranden med 12 søde, badeglade børn, en ny erfaren kollega, der hedder Francesco og 2 ældre kvinder ved navn Viviana og Rene. Skøn arbejdsplads. ⛱

I aften går turen til Pisa, selvom jeg egentlig er ret færdig. Det er svært at sige nej til at ses med sine rigtig gode venner. Så jeg må sove en anden gang…

Derhjemme er kusinejulie blevet student, Annika har næsten sommerferie og booket en flybillet til Pisa, mor har bestået eksamen som en dans på roser og alle sejler glade omkring i Luffelia. Korene holder koncerter, og det gør mig monsterglad. Nu skal jeg videre fra denne reflektionspause. Hvor har jeg det godt, og hvor er det vigtigt at huske at være taknemmelig for det hele. Slut og tak herfra. 🐝

2. juli 2021

ITALIENSK FESTMIDDAG, BJERG, FLOD OG SØ

Der har atter været masser af fart på og masser at give sig til. Denne uge organiserede vi en fødselsdagsfest for Alessio, fejrede og tog så på eventyr.

Torsdag aften samlede Alessia mig op for at tage mig med til sit hjem. Aftenen stod på festforberedelser og hygge. Udover at spise aftensmad med hendes familie, fik jeg et stort italiensk kursus i riso freddo, cecina med mere og i, hvordan man her spiser vandmelon med kniv og gaffel (som jeg i øvrigt lærte mod al forventning hedder cocomero…)

Alessia er en dejlig, åben, grinenede én, og hun har det ikke fra fremmede. Jeg følte mig meget velkommen og godt placeret i selvskab med familien.

Vi overnattede på hendes værelse, som hun deler med sin bror – Utroligt at de to unge mennesker på 20 og 24 kan holde det ud. Men hvis nogen kan, så er det Alessia og Giulio.

Om morgenen besøgte vi markedet i Pontedera, som er kæmpestort og har ALT. Hun købte en kasserolle og nogle dele til at lave smykker, og jeg to par farverige shorts til det dejlige sommervejr.

Fredag aften tog vi alle afsted mod Suadas hus i bjergene 1,5 timers kørsel nordpå. Huset er en familieejendom midt i INGENTING. Faktisk er der 3 bygninger; 2 huse og en gammel kirke i midten. Kirken er stadig et helligt hus og indeholder alt fra kors til alter, skriftestole, jesusfigurer og store statuer. Desuden bliver den brugt som depotrum – skør og lidt nøjern kombi.

Fødselsdagsfesten inkluderede et italiensk tagselvbord med masser af gode egnsretter og bidrag fra mødrene, der ikke kunne lade være at lave en lille madpakke til deres ”børn” – især dem der har rødder fra syd. Vi var omkring 20, dansede, lavede drinks, fejrede og så på stjerner og havde en skøn, skøn aften i den friske bjergluft. Morgenen efter var der rester til morgenmad, besøg hos onklens 5 venlige æsler og badning i floden. Lækkert.

Efterfølgende begav Alessio og jeg os videre på fødselsdagseventyr til Gardasøen. Sikke et skønt sted og sikke en flot sø. Det var lidt som at være i Ebeltoft faktisk. Gamle småbyer, vand, sol og strandturister. Vi lavede en liste over turens højdepunkter – oversæt selv:

Abbiamo:

  • Messo il cibo in una busta che poi abbiamo messo in mare per farla stare fresca, la busta è sprofondata ed era tutto pieno di acqua di lago 🥑🥐
  • Lasciato un messaggio in una bottiglia e lanciata al lago ✉️
  • Stiamo rimasti chiusi in una spiaggia e abbiamo scavalcato un cancello altissimo 🗝
  • Abbiamo trovato 2 Geocaches 🧭
  • Bevuto il vino rimasto in macchina due giorni caldissimo in spiaggia 🏖
  • Nuotato in un LAGO – per la prima volta nella vita
  • Vinto la partita ⚽️
  • Visto tantissime macchine belle 🚗
  • Salito la montagna per vedere il panorama ⛰
  • Mangiato un gelato al giorno 🍦
  • Imparato le parole: Ingoiare, godere, fornello, ascoste, progettando e guadagnato.

Nu er der ikke længe til at Annika, Anna, Ida, Katrine og Asta kommer på besøg. Det glæder jeg mig OGSÅ til! Det skal nok blive godt, selvom jeg skal arbejde mens de er her. – Heldigvis har de jo hinanden.

Ugen er nærmest omme – jeg fatter det slet ikke. Godaften fra de varme syd, hvor der efterhånden er blevet lidt for varmt til, at det er behageligt at lægge sig til at sove. Jeg kan ikke vente med at se, hvordan det bliver om en måneds tid.

4. juli 2021

TRE LYKKELIGE AUGERGINER, FLERE FINE TOMATER OG EN GLAD OG BEGEJSTRET DANSKER

Der må stadig være lidt dansker i mig, der aldrig stopper med at beundre solen og varmen hernede. Italienerne (og mine roomies, der alle er vandt til lignende klimaer) holder sig indendøre og i skyggen, når det kan lade sig gøre.

De kigger alle på mig som om jeg er lidt skør, når jeg begiver mig ud at løbe, på tur i bjergene eller blot på cykel. Men når man har vænnet sig til at drikke godt med vand, og tage et bad når man kommer hjem, er det intet problem. Der er masser af muligheder i solen. 🌞

Og så er der en anden ting, jeg er helt flyvende over; terrassens prydelige planter er overlevet – hurra – og begynder nu at bære frugt.

Se vores fine tomater, auberginer og chilier! 🍅🍆🌶