Maiken Italien

Maiken
Italien

Maiken er ESC volontør i Italien på Centro Italiano Femminile (CIF) som tilbyder fritidsaktiviteter til børn og unge, lektiehjælp og uformel læring til alle aldre.

Projektet er koordineret af Associazione Joint gennem European Solidarity Corps programmet.

Maiken deler løbende sin oplevelse, og her har vi samlet et udpluk af hendes indlæg.

3. marts 2021

En første hilsen sydfra

Hej derhjemme, Nu er det onsdag. Jeg har været afsted i 4 dage, men det føles meget længere. Dette er første gang, jeg har haft lidt tid alene uden at været ved at falde om af træthed. 🙂 Der er sket rigtig meget, jeg har mødt men masse folk og set en masse nye steder. Det er spændende og udfordrende – især sprogbarrieren. Jeg må se at få lært italiensk!

Her kommer historien forsøgt kort fortalt:

1/3: REJSEDAG, Bagage på afveje: Fedt at rejse igen – det gjorde mig glad og i godt humør hele dagen. Vi fløj over Alperne. Wauw! I flyet mødte jeg en rigtig flink Italiener, Moritz, som talte tysk, fordi han kom fra NORDitalien. Da vi landede mistede vi nær hele vores bagage, ham og jeg, fordi han ville byde mig på min første kop italiensk kaffe. Vældig flinkt. Da vi kom tilbage til bussen 5 min før afgangstidspunktet, var den væk med vores bagage, og heldigvis havde jeg Moritz, der på italiensk fik forklaret busselskabet, at de skulle aflevere bagagen i Milano. Der ventede Isabella (fra min modtagerorganisation, Jiont) mig, og det lykkedes hende at finde de rigtige tasker.

Så jeg har nu lært lektien: Tid er relativt i Italien. Og man skal aldrig gå fra sin bagage (hvilket jeg jo godt ved… :))

Resten af rejsen gik med tog fra Milano til Pisa med et skift i Firenze. Flot togtur gennem landskabet. Det skønneste er bjergene og det klare, solrige vejr. I Pisa blev jeg hentet af mine roomies, Ary (Honduras) og Lucas (Frankrig), som tog vældig godt imod mig. Vi fik Pizza – For my arrival 🙂

2/3: FØRSTE ARBEJDSDAG, Intet arbejde: Mit skema er indrettet for B-mennesker. Vi har 2 opgaver:

1) Kl. 12:40-13:10: Vi går til den lokale skole, som ligger 7 minutter væk til fods. Der skal vi følge børnene fra døren til bussen = 20 m. Meningen er, at de skal stoppes inden de løber over vejen. Men ikke engang Lucas og Ary, som har gjort det en måned lykkes med opgaven. Jeg tror ikke, børnene ved, at vi er der for at hjælpe dem. Det lykkes mig at få én Pige til at se sig for inden hun gik over gaden. Og det var mere end Ary lykkes med. Herefter gik vi hjem og spiste varm frokost. Lækkert.

2) Kl. 14:30-19: CIF (fritidsordningen) har åbent. I går var der dog ingen børn. Alligevel møder alle frivillige (9 personer!) på arbejde. Meget italiensk. Transporten dertil er kort, for vi bor i samme bygning på første sal.

I stedet for at hænge rundt og gøre ingenting (som de ellers plejer 😕 ) Gik Ary, Lucas og jeg en tur over bjerget til det rigtige Vicopisano. Det var en skøn tur – flot vejr, flot, gammel by, flot natur og søde folk på vejen. Da vi kom tilbage til CIF, havde de andre sørget for snacks og kage for at byde mig velkommen. Pænt af dem. Det var hyggeligt nok, selvom jeg ikke fattede en hat af hvad der blev talt om. Om aftenen havde Ary, Lucas og et par andre fra CIF arrangeret en velkomstfest for mig, som samtidigt skulle fungere som afskedsfest for Lucas, som må hjem til Frankrig for at få rodbehandling på 4 tænder (øv!). De blev lidt skuffede over at høre, at jeg ikke kunne drikke deres vin eller limoncello grundet Mononucleosen, men det blev en god aften på trods.

3/3: EN STILLE DAG: Jeg har for en gangs skyld sovet ud. Ary havde næsten gjort hele hytten ren og de andre var smuttet da jeg stod op. Fedt at have en roomie, der kan lide at her ser ordentligt ud. Lucas er nu på vej hjem i sin lille bil og vi tager på arbejde om 20 minutter. I dag vil jeg gøre en indsats for at begynde at lære italiensk. Jeg har endnu ikke modtaget onlinekurset, så jeg er lidt på bar bund. Men jeg har fundet en lærebog for nybegyndere, så den vil jeg give mig i kast med. Sproget er meget lettere for Ary at lære, fordi han blot kan blande spansk og portugisisk og løfte armene i noget der ligner italiensk gestikulation, og så forstår alle, hvad han siger. Jeg kan ikke rigtig nogen ord, fordi dansk er så langt væk fra de romanske sprog. Men jaja – det går nok. 🙂

Hvis du kan holde ud at læse mere:

Corona: Selvom alle bærer mundbind hele tiden – også udenfor (det er forfærdeligt), er italienerne generelt inklusiv de andre fra CIF virkelig dårlige til at holde afstand. Det er ikke så godt, for coronatilfældene er ved at tage til i området pga. den nye mutation. Der har vist været 3-4 smittede på skolen, hvilket er grunden til at CIF ikke havde nogen børn i går. Så jeg gør mig umage med at forsøge at holde afstand og vaske hænder hele tiden, og så håber jeg, foråret og det gode vejr kommer før udbrud af coronavirus.

Marked: Jeg kiggede desuden forbi markedet, som holder til i vores gade om tirsdagen. Her købte jeg nogle store, lækre pærer og appelsiner og fik 3 søde, sprøde gulerødder foræret. Det gik smadder godt med at kommunikere, for jeg har lært nogle af grøntsagerne/frugterne udenad i den eneste bog jeg har med; En tematisk ordbog med billeder, haha.

Cykelreperation: Der står en skrotcykel i entreen, som jeg vil forsøge at fikse. Umiddelbart ser det ud til at den kan køre, når begge hjul er lappet og kæden smurt. Men det er jo intet problem. Skal bare liiiiige finde noget værktøj.

Jeg savner jer og håber, I har det godt!

Knus fra Maiken ❤

4. april 2021

PÅSKESØNDAGSHILSEN 🐣🌸🌞😎
Fredag var der dårlig stemning i mit post. I dag er jeg ovenpå. Det er jo lige efter bogen. Ugen har været super – andet er vist umuligt ved 23-24 grader og sol. Mandag lavede jeg et grinern, italiensk sprogligt fuckup. Påskedagene har jeg nydt med Ary og Sonia herhjemme. Rød zone har jeg ikke mærket så meget til.

SOMMER OG SOLCREME
Denne uge har givet os et sneakpeak på sommeren. En mild en af slagsen. De andre fortæller mig, at der bliver 30-40 grader til sommer. Men denne uge har været perfekt; blå himmel, god energi, den første sommerteint og masser af glæde. Jeg har købt mere solcreme og nydt 24 grader på terrassen, ved floden, på bjerget og på cyklen. Solen har en helt vild tiltrækningskraft på mig – jeg har ikke lyst til at spilde et eneste minut i skyggen eller indenfor. Jeg værdsætter den nok, fordi der er længere mellem de lune solskinsdage derhjemme. Ary har ikke så travlt med at komme ud i solen til gengæld. Han er vandt til sol og varme, og synes faktisk stadig sommetider, her er lidt småkoldt. Så trækker han i sin vinterdunjakke og sætter sig til rette i sit spot: Lænestolen ved radiatoren, hehe.

SPROGKATASTROFE
Mandag besøgt jeg chefen for CIF, Enrica. Jeg skulle aflevere en cykel, som jeg havde kørt til cykelhandleren for hende. Hun bød mig på kaffe, og jeg havde hjemmebagte, danske småkager med. Det var smadderhyggeligt og ret udfordrende, fordi hele samtalen foregik på italiensk (2 timer). Vi snakkede om alt muligt, og hun nævnte mange gode muligheder, der bliver reelle, når corona stilner lidt af. Hun vil gerne finansiere planter, så jeg kan gøre terrassen grøn (og CIF måske…), hun har givet mig en cykel, og så gav hun mig faktisk sin afdøde mands guitar, som hun var øm over. Sikke en tillidserklæring. Men fedt med musikinstrumenter. Guitaren har jeg nu herhjemme. Den har kun 5 rustne strenge, og jeg måtte tørre et tykt lag klistret cigaretsmovs af den, så den grimme tobakslugt forsvandt (ja, hun ryger meget. Rigtig meget).
Hun tilbød mig også sit gamle, gamle keyboard, som vi satte strøm til – og det virkede faktisk. OG HER KOMMER MIN SPROGLIGE FORSEELSE SÅ: Jeg var imponeret over, at der faktisk kom lyd ud, fordi det så så gammelt ud. Så jeg ville lige spørge, hvor gammelt det var. Jeg sagde: ”Quanti anni hai”? Og hun svarede: ”60 år”, hvortil min reaktion var: ”Wauw! Sikke mange år” Hold da helt op – det er længe!”. Da jeg kom hjem fra mit meget vellykkede besøg hos Enrica, fortalte jeg Ary om, hvordan det var gået, og at vi blandt andet havde spillet på hendes skingre, 60 år gamle keyboard. (Han var også overrasket over, at det var så gammelt). Vi forsøgte at gætte Enricas alder og kom frem til, at hun nok var 70 eller deromkring. Om aftenen inden jeg faldt i søvn gik det endelig op for mig, at jeg havde begået en piiiinlig, pinlig fejl: ”Hai” betyder ”har DU”, altså havde jeg spurgt hende, hvor gammel HUN var – og hun havde svaret mig meget ærligt. Aaaargh. 1) Aldrig spørg en kvinde om hendes alder og 2) tænk engang, at jeg wowede hendes alder. Det er så krise. Jeg må undskylde ved næstkommende lejlighed…

TANKERE FIK 10 KMs FRIT LØB
Jeg har haft lyst til at løbe en lang tur, der giver hovedet lidt pause til at køre i tomgang. Når jeg løber, kobler jeg bare af og giver tankerne frit løb. Så det gjorde jeg fredag morgen. Jeg løb langs floden og tilbage ad grusvejen, der går forbi Vicopisano i 25 grader og solskin. Løbeterrænet er helt perfekt og alsidigt her. Vil man bare spæne derudad som en anden gazelle, kan man gøre, som jeg gjorde i fredags. Bliver man ved floden og omkring småbyerne og markerne, undgår man nemlig alle former for stigninger. Vil man derimod gerne udfordres på højdemeterne, skal man blot tage et sving i nordgående retning, og så skal jeg lige love for, at bjerget hurtigt kan tage pusten fra én.

SURDEJ
I begyndelsen af ugen bagte jeg mit første surdejsbrød efter Alfreds superopskrift og gode vejledning. Et lækkert, lyst brød med sprød skorpe og sej, luftig midte. Torsdag morgen bankede jeg på hos mine fellow danskere, der som altid bød mig ind til en snak, lidt leg og denne gang; brødbagning. I morgen gentager jeg successen, men denne gang medbringer jeg to deje – et brød til mig og et i betaling for brug af ovnen. Udover brødet er det blevet til fodring i stor stil, omplantning af surdejskultur til nyt glas og Pandekager lørdag formiddag. Lækkert.

UGENS NYE VENDING:
Prendere piede = Få ben at gå på (direkte: tage fødder…) Quindi; il lievito acido ha prendere piede durante questa settimana. Cirka.

PÅSKEFERIE
Vi har 3 dages fri i påsken; lørdag, søndag og mandag. Sonia er flyttet ind hos os i denne lille ferie – så hyggeligt! Vi har lavet workout og mad, slappet af i solen og hygget med film og en million popcorn.Jeg har hørt alle mulige farverige beskrivelser af italienernes påskefejring. På grund af covid, har denne dog desværre været droslet betydeligt ned i år. I morges tog jeg i kirke for i det mindste at få den oplevelse med. Gudstjenesten varede nøjagtigt 1 time. Kirken var relativt fyldt (hovedsageligt gamle mennesker). Præsten sang rigtig godt. Menigheden sang med (med mundbind, uden orgelakkompagnement, what?). Der var nadver og en hel masse læsninger, hvori de så vidt jeg forstod sagde cirka det samme som i Grundfør; Noget med Jesu’ opstandelse, lys og gloria, halleluja og sådan. Tjenesten bar selvfølgelig præg af den katolske gudstjenestes traditioner, så jeg kom af med et par mønter, sad på knæfald, fik sjasket et par velduftende dråber lavendelvand på mig af præsten og folk tændte fyrfadslys. Desuden havde mange kirkegængere påskeæg med i en lille stofpose med bånd eller i en flettet kurv. Dem tog de så med hjem igen uden at have gjort videre med dem. Forklaringer modtages med kyshånd.

Sonia siger, at italienerne spiser et ordentligt påskemåltid, ligesom vi gør derhjemme. Her fik vi hjemmelavede orecchiette-pastaer med tomat-sugo, frisk, grøn salat og wannabekoldskål til dessert. Jeg gjorde mit bedste for at efterligne ægte koldskål med kammerjunkere af italienske mælkeprodukter og kaffe-kiks. I solskinnet på tagterrassen smagte det hele mægtigt, og resten af dagen har vi dovnet, sludret og haft besøg af Elena, der kom forbi efter sin familiefrokost.

Jeg håber, I har haft nogle dejlige påskeferier!
Krammo 🧡