Joseph Grækenland

Joseph
Grækenland

2020/2021

En beretning fra Ioannina

af Joseph Taher, April 2021

I en by i et corona-nedlukket land befinder jeg mig i den lejlighed jeg har boet i de sidste 6 måneder. Da jeg ankom til Ioannina, i det nordvestlige Grækenland, i slut september 2020 havde jeg ikke troet at jeg ville opleve en ny nedlukning i et fremmed land. Jeg havde forventet at nyde restauranterne, møde mange mennesker og vandre i bjergene der omringer denne lille by, og selvom mine forventninger langt fra blev mødt, så har jeg nydt hver måned.

Jeg har tilbragt det seneste halve år med primært at arbejde i et opholdscenter for uledsagede mindreårige asylansøgere. Opholdscentret vi i daglig tale kaldte Agios Athanasios lå langt fra byen, oppe i bjergene. Alle asylansøgerne var drenge i en alder mellem 12 og 17, der det meste af tiden hverken gik i skole eller kom ud fra de omgivelser de boede i, da corona-restriktionerne betød at de ikke kunne komme til Ioannina by. På trods af dette, og på trods af at vi som frivillige i centret var klar over hvilken situation de var i, så stoppede de aldrig med at overraske mig. De var ofte glade, muntre, fyldt med energi og motivation. En lyst til at lære, lege, spille og drømme som enhver teenager – flygtninge eller ej. Min opgave bestod primært af at facilitere det vi på engelsk kaldte non-formal educational activities i emner der inkluderede blandt andet sport, mad, kultur, dans, sprog, geografi, historie, kunst, kommunikation, natur og plantning. Arbejdsopgaver der til tider kunne være krævende og komplicerede. Men det føltes ofte så let som en leg – for det vigtigste vi som frivillige kunne, var hverken at undervise dem i akademiske fag eller hjælpe de ansatte i centret. For mig så var det så simpelt som bare at tilbringe tid med dem i en kedelig hverdag. Hvis vi kunne bidrage til deres undervisning var dette super – men hvis vi kunne bidrage til at de havde en god dag – så kan man ikke ønske mere.

Min tid her i Grækenland har på samme måde som ethvert udlandsophold – være dette en ferie på 2 uger eller et længere ophold på flere måneder – givet mig muligheden for at opleve og lære en ny kultur at kende. Blive bekendt med et nyt sprog og en anderledes måde at leve og arbejde på. Men selvom der er meget “nyt” – så er en af de ting jeg er studset en del over, hvor ens vi alle i sidste ende er. Om det er den unge afghanske flygtning i bjergene, min franske kollega, eller den gamle græske ostehandler rundt om hjørnet.

Da jeg ankom havde den nye bølge af pandemien allerede haft konsekvenser for det projekt jeg skulle tage del i. Ting ændrede sig hele tiden og i forvirringen mellem arbejde, nye mennesker, et nyt sprog, et nyt sted og corona, følte jeg en overvældelse der hurtigt blev til en skuffelse over at det hele ikke var som jeg forestillede mig det ville være. Men det er når man bliver skuffet og glemmer de forventninger man kom med, at man virkelig kan nyde det der faktisk er. Jeg har tilbragt over et halvt år med op og nedture – men her i enden af denne rejse ser jeg tilbage på alt det jeg fik oplevet, alle de mennesker jeg har mødt, og alle de ting jeg fik gjort. Jeg husker tilbage på noget en fremmed mand fortalte mig på gaden: Honning bliver ikke lavet af en enkelt blomst. Han prøvede at fortælle mig hvordan vi alle hver især – gennem alt vi gør og alle vi møder -samler en smule “pollen”, og her enden af denne oplevelse føler jeg at jeg har lavet en sød en honning. Med ét kunne denne mand, hvis navn jeg aldrig fik, opsummere det halve år jeg tilbragte i Ioannina by. En uforglemmelig, lærerig rejse til denne by, jeg nok vender tilbage til en dag. Forhåbentlig.